IVANS KOMMENATAR TIL LECIAS BOG

Lecia Jønsson har udgivet noget, hun kalder en biografi. Måske skulle udgivelsen havde heddet en roman, for Lecia anvender AL den ”kunstneriske frihed” en forfatter til fiktion tager sig. Har ikke læst bogen, men fra forskellige interviews i ugepressen og mails hun har sendt mig, kender jeg til nogle af sangerindens beskrivelser af scenarier, som de har taget form i hendes hoved igennem de foregående 35 - 40 år. Hele den ”nære kreds af involverede omkring Laban”, som jeg har konsulteret, har ligeledes problemer med at genkende Lecias MEGET personlige, og dramatiske udlægning af dette og hint i duoens forløb. Lecia har fantasifulde teorier om, hvad der undervejs er foregået i hovederne på vores producer, min kone og mig, og hendes beskrivelser af vores udspekulerede motiver er et psyko-gyser-manuskript værdigt.    Disse opdigtede motiver og teorier, har Lecia udfoldet i en pressemeddelelse udsendt til det ganske land gennem Ritzau, et firma, der åbenbart spreder ALT, der bliver kastet efter dem.

 

Jeg kan på disse interviews og mails forstå, at Lecia mener at:

 

  • Jeg skulle have efterladt Lecia med en mio. gæld, og svigtet hende på det grusomste.
  • Jeg har, med mit svigt, forhindret hende i at forfølge sin drøm om en stor musikkarriere.
  • Da der var mest fart på Laban, rullede der 2 - og 3 cifrede mio. beløb ind!!! (wow)
  • Jeg, uden hende, har afholdt hemmelige møder med andre pladeselskaber om Laban.
  • Jeg har lavet en hemmelige aftale med vores fælles samarbejdspartner/producer på pladeselskabet om, at holde hende i uvidenhed og uden for indflydelse.
  • Jeg har ”ligget under for” min ægtefælles luner og jalousi, og min kone har, i følge Lecia, stillet sig hindrende i vejen for min professionelle forfølgelse af, ikke bare Labans -, men også min EGEN karriere.
  • Alt, hvad jeg siden hen har haft held med på musikfronten, skyldes min tid i Laban - og mine resultater der.

 

Disse påstande er pure opspind og digt, OG er i værste fald et hævngerrigt smædeskrift, der udelukkende har til formål at beklikke min og min kones hæderlighed og karakter. I bedste fald et dramatisk, fiktivt filmmanus, med mit og min kones navn ufrivilligt på rollelisten, som skurke. Jeg overvejer at tale med min advokat, om Lecias udspil kan betegnes som bagvaskelse.

 

Lecias bog har fået titel efter sangen ”Det´en hem´lighed”., som på engelsk hedder ”It´s a fantasy”. En titel som ville have været meget mere præcis til Lecia´s roman.


20.november 2023
Ivan Pedersen

Jyttes kommentar til Lecias bog

 

Som Ivan skriver i ovenstående, er vi kommet undervejr med brudstykker fra Lecia Jönssons ny-udkomne smædeskrift.

 

Jeg er ærlig talt ked af, at måtte gelejde sangerinden ud af hendes vildfarelse, som tilsyneladende har pint, plaget og hjemsøgt hende de sidste 41 år…

 

Beklageligvis har jeg aldrig været så ked af mit udseende, at jeg ønskede at ligne sangerinden, som det antydes.

 

Beklageligvis har jeg heller aldrig frygtet, at min mand skulle forlade mig, på grund af sangerinden, som det antydes.

 

Beklageligvis har jeg heller aldrig, som påstået i smædeskriftet, fraflyttet Ivans og min bopæl, men jeg har dog tilladt mig at tage 14 dage til Frankrig med en veninde og vores unger.

 

Og jeg kunne fortsætte med at korrigere de uhyrlige, intrigante historier, men jeg orker det ikke.

Faktum er imidlertid, at sangerinden og jeg er som dag og nat, og at vi egentlig blot ikke brød os særligt om hinanden. 
Til gengæld var det en belastning at min søn og jeg lå under for Labans vanvittige kalender i 7 år...

Vi har løbende gennem årene modtaget en del fantasifulde mails fra sangerinden, der vidner om en stærkt forvrænget virkelighedsopfattelse.


Jeg kan kun ønske, at hun nu endeligt kan komme videre med sit liv, selv om det havde været ønskeligt, om det var sket uden den utilstedelige, løgnagtige tilsvining af de nærmeste i kredsen.

                                                                                                                       21. november 2023
                                                                                                                                Jytte Poulsen

 

SILLY SONGS    -    Besser  Hovedgade  18,  8305  Samsø    -    pp@sillysongs.dk    -    Copyright 2018    -    All Rights Reserved    -